Inspo

Hvorfor blogger jeg?

Affiliate links:    Jakke / HER    Taske / HER    Bukser / HER    Sko / HER

Jeg spurgte på min instagram, hvad I kunne tænke jer at se på min blog. Og der var flere, der var interesserede i, hvem jeg får inspiration fra. SÅ nu får I hele smøren. Hvorfor jeg begyndte at blogge, hvilke bloggere, der inspirerede mig til at starte, hvem der inspirerer mig nu osv. Enjoy!

Jeg begyndte faktisk at blogge allerede tilbage i 2012, da jeg gik i niende klasse. Dengang bloggede jeg i lidt over et år. Men så startede jeg på HHX og mistede derfor tiden til det. Derudover var jeg også meget genert i starten af min uddannelse, så jeg syntes faktisk, at det var lidt pinligt, at jeg havde en blog. Så desværre kom jeg fra det.

Jeg fik interessen til at blogge ved, at jeg så rigtig mange youtube-videoer (hvordan hænger det sammen, Nadja? Jo jo, bare vent og se). Den pige, jeg fulgte nok mest med i, var en pige ved navn: Johanne Kohlmetz. Jeg syntes, at hun var den sejeste pige i hele verden,  fulgte med i ALLE hendes youtube-videoer, og jeg må blankt erkende, at jeg kopierede hendes tøjstil så meget, jeg overhovedet kunne med de få penge, jeg havde til rådighed dengang. Hun startede så efter noget tid en blog op, som jeg også knuselskede – så jeg tænkte: det vil jeg også!

Jeg har også altid ELSKET at skrive. Jeg kender ikke en bedre følelse end, at fingrene bare glider hen over tastaturet og ender fyldt med stavefejl, fordi jeg har så meget i tankerne, som skal ned på papiret hurtigere end hurtigt. Hvis jeg havde muligheden for at vælge mellem genre i mine danskstile, så valgte jeg ALTID essays – uden undtagelse! Fordi der handler det om at få ens tanker ned, dog med en råd tråd, haha. Og jeg er også typen, der skriver ting ned, som jeg er kede af, fordi når de er på papiret, så er de ikke i tankerne. Pointen her er: jeg elsker at skrive – som blogning nu engang handler om.

Interessen for at blogge forsvandt dog ikke med årene – som I tydeligvis kan se, haha. Så da jeg lige pludselig fik en kæmpe platform (LÆS: langt, langt større end jeg havde regnet med), fik jeg et kæmpe boost til at turde igen – selvom jeg tog et stort tilløb inden, jeg gjorde noget ved det. For: hvem gider læse om mig? Tænkte jeg, hvorefter jeg mindede mig selv om, at nogle ting skal man gøre ren og skær for sin egen interesse og lyst. Og ærligt, så ville jeg stadig have glæde af at skrive her, hvis I ‘bare’ var 200, der læste med. Jeg er faktisk bare overvældet over, at I er så mange, der læser mine skriblerier. Men back to topic:

I dag er jeg stadig inspireret af Johanne Kohlmetz, men også bl.a. Anna Gadegaard, Tina-Maria, Marie JedigSandra Willer, Maria Kragmann osv. (hvis jeg lige skal remse nogle kendte ansigter op). MEN det vågne øje har dog nok bemærket, at jeg følger lige knapt 750 personer på instagram. Det skyldes, at jeg elsker flotte billeder af bl.a. flotte steder, flotte retter, flotte piger haha osv. Det er primært i min instagramfeed fra disse knapt 750 personer, at jeg finder mest inspiration. Jeg er typen, der gemmer et billede på ‘Gem-funktionen’ på instagram, hvis jeg synes, at tøjet, billedet, ‘stemningen’ er fed, så hvis jeg en dag mangler inspiration til det, jeg elsker at lave, så har jeg en masse i gemmerne. Dermed ikke sagt, at jeg kopierer de ‘gemte’ billeder – men alle har haft tøjkrise, ikke? – og haft brug for inspiration. 😉

Jeg håber, at I har fået læst hele min lange smøre, og at I fandt det interessant – fortæl gerne, hvad I synes i kommentarfeltet! <3

 

Follow

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *