Me

Året der gik or something

 

Jeg medvirkede jo i et podcast (Ung Kærlighed), hvor jeg fik udtalt ovenstående citat, som jeg bestemt mener er rigtigt, men nu er spørgsmålet nok nærmere: “Ved du hvem du er, Nadja?”. Og til det, kan jeg kun svare: “Det ved jeg ikke helt”. Og det kommer sig af mit turbulente år, som jeg vil fortælle jer nærmere om nu. Jeg har tænkt meget over om, jeg skulle lave det her indlæg – for det er meget ærligt. Men nu gør jeg det. Jeg har nemlig i løbet af året fået mange spørgsmål omkring, hvordan det er lige pludselig at være et offentligt ansigt, min selvtillid og om at hvile i sig selv. OG med ovenstående udtalelse, så virker jeg som en, der bare har styr på mit shit. Internet-venner, det har jeg ikke. Jo da, til dels – og mere nu end i starten af året, but still. Lad os starte fra starten af året.

Jeg kom hjem fra optagelserne helt drænet for energi og overskud. Og jeg var ked af det. MEGET ked af det. Hvis du har fulgt med i programmet, så ved du nok, at jeg fik en del “slag” undervejs, og jeg græd en hel del. Og det sad stadig i mig, da jeg kom hjem, for det var altså mange dage derinde, hvor jeg havde det skidt og ville hjem. Det er ikke noget, man lige hurtigt slipper, især ikke når man ved, at alle andre også ville komme til at se og forholde sig til det. Og jeg var bange for at skulle gennemleve de heart-breaking følelser igen. Jeg var virkelig ængstelig og brød ud i voldsom gråd dagligt i starten af året! Det tog fuldstændig overhånd. Jeg skubbede alt og alle væk, fordi jeg ikke kunne fortælle nogen, hvad jeg havde oplevet, og jeg følte mig alene med mine tanker. Jeg var SÅ ked af det – nogen gange uden grund – men mit hovedet var bare overfyldt.

Lige da programmet begyndte at køre (og jeg havde været ængstelig i to måneder på daværende tidspunkt), vidste jeg en dag, at der ville komme noget l*** i TV. Vi havde gæster derhjemme, men jeg kunne slet ikke hænge sammen, for jeg vidste det kom ud kl. 17. Og jeg ville bare have det overstået NU, men jeg kunne ikke se det alene, for jeg var bange. Jeg kunne ikke spise eller være social, så jeg sad bare og stirrede indtil jeg bare brød sammen ved middagsbordet. Min angst for, hvad I snart skulle se af det, jeg havde oplevet, smadrede mit hoved gang på gang.

SÅ jeg begyndte til psykolog – og igen var jeg angst. Det er jo virkelig grænseoverskridende og sidde og fortælle alle sine tanker og følelser til et helt fremmed menneske! Men det hjalp mig. Hun fortalte mig, at min krop var simpelthen i stress-mode konstant, og at jeg nok havde en mild depression. SÅ hun gav mig en bog, der gav mig forståelse for, hvad stress egentlig er i kroppen samt nogle tricks til, hvad jeg kunne gøre for at slappe af og give slip. Og flere samtaler selvfølgelig.

Mens jeg prøvede at få styr på min angst, så begyndte folk så småt at kunne genkende mig på gaden – hvilket i sig selv er overvældende(!!) – men med en krop i konstant stress var det helt uoverskueligt. Og det er det altså stadig til tider den dag i dag. Der er flere gange, hvor jeg har svaret “Nej”, hvis folk har spurgt “Er det ikke dig….?”. Simpelthen fordi at jeg ikke har kunne overskue opmærksomheden i mine stress-moments (undskyld til jer, der er blevet forvirrede over det, haha). Det skete så sent som i weekenden – sorry igen. Men er I klar over, hvor overvældende det er?

Fra den ene dag til den anden, havde flere tusinde mennesker en holdning til mig og min person. Og jeg er altså kun 21 år, så jeg er stadig igang med at finde ud af, hvem jeg præcist er. Jo jo, visse ting er fastlagt og accepteret, men jeg er da stadig forvirret til tider over, hvem i alverden Nadja er. Men med et overfyldt og ængsteligt sind, så er tingene bare sværere at overkomme. Så da mange, mange mennesker dagligt skrev til mig, at de så op til mig og var decideret “fan” af mig, så blev jeg endnu mere forvirret omkring, hvem jeg egentlig var. Mit hoved kunne simpelthen ikke følge med, og jeg forstod ikke, at nogen så op til lille triste mig – for var jeg overhovedet god nok? Det var nogle af tankerne, der fyldte mit hoved. Jeg tør dog ikke tænke på, hvor meget mere angst og trist, jeg havde været, hvis jeg ikke var blevet taget så godt imod. Jeg har været så heldig, at jeg kun har modtaget ca. 10 hade-beskeder. Ikke fordi jeg er elsket af alle, nej nej! MEN jeg tror bare, at mine følgere har været så elskværdige, at hvis de har haft noget imod mig, så har de ikke skrevet det til mig. Og det er værdsat(!), fordi jeg tør ikke tænke på, hvor langt nede jeg havde været, hvis jeg havde fået mega meget hate oveni min kæmpe krise oppe i hovedet. Så stor tak til mine hatere, haha, og selvfølgelig til jer, der har skrevet søde beskeder og stadig gør det <3

Det har taget lang tid at komme ovenpå, men jeg tror, at jeg er der. Ellers er der ikke lang vej igen. Men internet-venner, jeg kæmper stadig med nogle af mine tanker, hvorvidt jeg går an. Så for lige at bryde glansbilledet, jeg ellers så fint har stillet op på insta, så er det altså okay at have perioder, hvor alt er lort og selvtilliden er helt nede – så længe man kommer ovenpå igen. GOD AFTEN! xoxo

6 Comments

  • Mille

    Simpelhen så smukt og fantastisk skrevet! Da jeg så programmet blev jeg så rørt og blev ked af det, da jeg så hvordan du havde det. Jeg ville have været virklig paranoid og spillet kan virke til tider som om, de kører psykisk på en, jeg ved ikke om det er sådan? Jeg håber da også du har det meget bedre nu. Alt godt til dig fremoverDu har forresten en skøn personlighed☺️

  • Grith

    Hvor er det sejt, at du kommer ud med det
    Har dog ikke været i TV, men genkender mange af de følelser, som du beskriver
    Dejligt at du snart er “oppe” igen ❤
    Kæmpe knus herfra

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *